https://amsterdam.ninkilim.com/articles/quantum_conscience/da.html
Lokāḥ Samastāḥ Sukhino Bhavantu
„Må alle væsener overalt være glade og frie.“
Den rejse, du er ved at begynde, er ikke blot en udforskning af videnskab, filosofi eller spiritualitet. Den er først og fremmest en opskrift. En opskrift på at opløse egoet, på at mildne grebet af frygt og grådighed og på at vågne op til den dybere sandhed, at vi allerede er ét med Gud, med naturen og med hele universet.
Egoet er et nyttigt værktøj. Det gør det muligt for os at navigere i dagligdagen, at skelne mellem selvet og andre, at forfølge mål. Men når det fejlagtigt opfattes som hele vores væsen, bliver det et fængsel. Egoet er det, der får os til at frygte døden, der driver os til at hamstre og kæmpe, der blinder os for andres lidelse. Det skaber illusionen om adskillelse, og fra denne illusion opstår grusomhed, udnyttelse og fortvivlelse.
At overvinde egoet betyder ikke at udslette selvet, men at gennemskue dets illusion. Ligesom moderne fysik afslører, at partikler er excitationer af felter, er egoet også en excitation af det guddommelige bevidsthedsfelt. Egoet stiger og falder som en bølge på havet, men havet forbliver. Døden er ikke ødelæggelse, men en tilbagevenden. Adskillelse er ikke ultimativ, men midlertidig.
Verdens visdomstraditioner har altid vidst dette. Buddhisme lærer, at klamren sig til egoet er roden til lidelse. Vedanta erklærer, at det sande selv (Atman) er identisk med Brahman, det uendelige grundlag for væren. Kristne mystikere skrev om at overgive selvet til Gud, og sufistiske digtere sang om udslettelse (fana) i guddommelig kærlighed. Overalt er budskabet det samme: den højeste aspiration er ikke at styrke egoet, men at opløse det i det grænseløse.
Denne bog væver indsigter fra videnskab, filosofi og spiritualitet sammen for at vise, at enhed ikke kun er en mystisk intuition, men en sandhed indskrevet i virkelighedens struktur. Kvantemekanisk sammenfiltring, økologisk indbyrdes afhængighed, informationsteori og mystiske oplevelser konvergerer mod én erkendelse: vi er ikke fragmenter, men udtryk for en helhed.
Formålet er ikke abstraktion. Det er transformation. At vågne op til sammenfiltring er at leve anderledes: med medfølelse for andre, ærbødighed for Jorden og åbenhed over for det guddommelige. Ved at opløse egoet opløser vi frygt. Ved at opløse grådighed opløser vi udnyttelse. Ved at huske vores enhed bringer vi helbredelse – til os selv, til hinanden og til planeten.
Må dette værk tjene som en guide, en opskrift og et offer. Og må dets frugt være intet mindre end realiseringen af Lokāḥ Samastāḥ Sukhino Bhavantu: en verden, hvor alle væsener er glade og frie, fordi illusionen om adskillelse er blevet overvundet, og havet har husket sig selv i hver bølge.
Hverdagen leves under adskillelsens fortryllelse. Hver morgen vågner vi med følelsen af at være et enkelt, afgrænset „jeg“, adskilt fra andre ved kroppens hud og sindets grænser. Denne følelse af ego er afgørende for at navigere i verden. Den giver os en sammenhængende historie, gør det muligt for os at sige dette er mit liv og gør os i stand til at handle med tilsyneladende autonomi.
Og dog ved noget i os, under denne overflade, at adskillelsen er skrøbelig. Vi er afhængige af luft, mad, vand, varme og menneskeligt fællesskab. Et åndedrag, der holdes tilbage i to minutter, et fald i blodsukker eller stilheden fra isolation er nok til at opløse illusionen om uafhængighed.
Videnskaben har bekræftet denne dybere intuition. Det selvstændige ego har ingen klar grænse: biologer minder os om, at vores kroppe vrimler med mikrobielt liv, uden hvilket vi ikke kunne overleve; neurovidenskabsfolk beskriver bevidstheden som en konstruktion, der sys sammen af hjernen; og fysikere taler om materie selv ikke som solid og adskilt, men som mønstre af energi i et net af felter.
Mystiske traditioner forudså dette for længe siden. Buddha lærte, at „selvet“ (atta) ikke er ultimativt, men en samling af processer uden en permanent kerne. Vedantiske filosoffer erklærede, at Atman – det sande Selv – ikke er det individuelle ego, men identisk med Brahman, den universelle virkelighed. Sufier sang om at miste sig selv i den Elskede, kristne om at dø for selvet, så Gud kunne leve indeni.
Følelsen af individualitet er således ikke falsk i betydningen af en illusorisk list. Den er falsk i betydningen af at være ufuldstændig. Egoet er en overfladebølge, nyttig men ikke ultimativ. Den dybere sandhed, der venter på at blive opdaget, er sammenfiltring: at vores væren altid allerede er vævet ind i helheden.
I århundreder forestillede fysikken universet som en samling af billardkugle-partikler, der bevæger sig i rummet, støder sammen og spredes som kugler. Dette syn afspejlede egoets billede af sig selv: adskilt, autonomt, afgrænset. Men det 20. århundrede knuste denne vision.
Kvantfeltteori afslørede, at det, vi engang betragtede som „partikler“, slet ikke er uafhængige objekter. De er excitationer af felter – bølger på usynlige oceaner af energi, der gennemtrænger hele rummet. En elektron er en bølge i elektronfeltet, en foton en bølge i det elektromagnetiske felt. Materien selv er vibrationel.
Strengteori fører dette videre og foreslår, at under felterne ligger en enkelt fundamental virkelighed: vibrerende strenge af energi, hvis resonanser skaber udseendet af alle partikler. Materiens mangfoldighed er musik spillet på ét kosmisk instrument.
Implikationerne er dybe. Det, vi kalder „ting“, er ikke selvstændige; de er forstyrrelser af et dybere kontinuum. Universet er ikke et lager af objekter, men en symfoni af vibrationer.
Dette billede er slående parallelt med mystiske visioner. Upanishaderne beskriver Brahman som den underliggende virkelighed, som alle former er udtryk for. Buddhistiske metaforer sammenligner verden med et net af juveler, hvor hver afspejler alle andre. Egoet er i dette lys som en partikel: en lokaliseret excitation af det guddommelige felt, som nogle traditioner kalder Gud, andre Tao, andre ren bevidsthed.
Hvis al materie er excitation af fysiske felter, så er egoet excitation af det guddommelige felt – en bølge af bevidsthed, der midlertidigt fremstår som „jeg“. Ligesom ingen elektron eksisterer adskilt fra sit felt, eksisterer intet selv adskilt fra bevidsthedens ocean.
Egoet føles solidt, vedvarende og centralt. Men det er mere som en bølgetop: kortvarigt dannet, dynamisk opretholdt, derefter aftagende. Det, der fremstår som et isoleret „jeg“, er en fluktuation af det guddommelige felt – det grænseløse grundlag for væren.
Vedanta udtrykker dette i læren Tat Tvam Asi („Du er Det“): Atman, det individuelle selv, er intet andet end Brahman, den universelle virkelighed. Selvet er ikke adskilt fra det guddommelige felt, men dets midlertidige udtryk.
I buddhismen afsløres egoet som anatta – ikke-selv – en sammensætning af processer, der fejlagtigt tages for en permanent kerne. Det, der forbliver, når egoet opløses, er bevidstheden selv: ubegrænset, lysende, udelelig.
Kristne mystikere som Meister Eckhart talte om sjælens dybeste grund som én med Gud. „Øjet, hvormed jeg ser Gud, er det samme øje, hvormed Gud ser mig,“ skrev han og opløste grænsen mellem menneske og guddommelighed.
I dette lys er egoet hverken en fejl eller en fjende. Det er den nødvendige excitation, der gør det muligt for bevidstheden at lokalisere sig, at have oplevelser, at rejse. Men det er aldrig endeligt. Dets skæbne er at aftage tilbage til det felt, det kom fra.
Døden er således ikke udslettelse, men tilbagevenden. Ligesom bølger opløses i vandet uden at ødelægge havet, opløses egoet uden at formindske det guddommelige felt. Det, der dør, er den midlertidige excitation; det, der forbliver, er det evige ocean.
Døden er individualitetens ultimative grænse. For egoet fremstår døden som udslettelse, historiens afslutning, den endelige stilhed. Vores kulturer har bygget komplekse forsvar mod denne frygt – myter om udødelighed, løfter om himlen, jagten på teknologisk transcendens. Men hvad hvis døden slet ikke er udslettelse? Hvad hvis den er en tilbagevenden?
Fysikken giver en overraskende parallel. I universet forsvinder intet virkelig. Materien transformerer, energien ændrer tilstand, men den underliggende substans består. En stjerne kollapser til en hvid dværg eller et sort hul, men dens elementer spredes i rummet og sår nye verdener. Selve informationen, ifølge holografiprincippet, ødelægges aldrig. Selv når sorte huller opsluger materie, menes informationen, de bar, at være kodet ved begivenhedshorisonten.
Mystiske traditioner forudså denne sandhed. Upanishaderne sammenligner døden med floder, der løber ud i havet: individuelle strømme opløses, men vandet forbliver. Buddhisme taler om nirvana som udslukning af flammen – men ikke til intethed; til det ubetingede, det uendelige. Sufier beskriver døden som fana, udslettelse af selvet, efterfulgt af baqa, vedblivelse i Gud. Kristne mystikere fremstiller den som sjælens bryllup med den guddommelige elskede.
Hvis egoet er en excitation af det guddommelige felt, er døden det øjeblik, hvor denne excitation aftager og frigives tilbage til den stilhed, der rummer alt. Ligesom havet ikke formindskes, når en bølge falder, formindskes det guddommelige felt ikke, når et ego opløses. Det eneste, der tabes, er illusionen om adskillelse.
At se døden på denne måde er at omformulere den fra tragedie til fuldbyrdelse. Livet er bølgens korte dans; døden er tilbagevenden til havet. Langt fra at udslette os afslører døden vores tilhørsforhold til det, der aldrig dør.
En af de mærkeligste afsløringer i kvantemekanikken er, at universet ikke er lokalt på den måde, vores intuition forestiller sig. Sammenfiltrede partikler, når de først er forbundne, forbliver korrelerede uanset afstanden. Einstein, foruroliget, kaldte det „spøgelsesagtig virkning på afstand“. Men eksperimenter har bekræftet det uden tvivl. Verden er ikke-lokal.
Sammenfiltring opløser det klassiske syn på uafhængige objekter. To fotoner i modsatte ender af galaksen er ikke to adskilte ting, men ét udvidet system. Deres adskillelse er rumlig; deres væren er delt.
Mystikere har længe beskrevet virkeligheden i lignende termer. Den buddhistiske metafor for Indras Net forestiller kosmos som et uendeligt gitter af juveler, hvor hver afspejler alle andre. I sufismen skriver Rumi: „Du er ikke en dråbe i havet. Du er hele havet i en dråbe.“ Kristne mystikere talte om de helliges fællesskab, en usynlig enhed, der binder alle sjæle på tværs af tid og rum.
Ikke-lokaliteten i kvantefysik bliver et videnskabeligt ekko af disse indsigter. Bevidstheden er måske heller ikke begrænset til kranier. Når mystikere oplever enhed med alle ting, når meditatorer føler selvets grænser opløses, kan de berøre den samme sandhed: adskillelse er et udseende, sammenfiltring er virkeligheden.
Hvis egoet er en bølge i det guddommelige felt, viser sammenfiltring, at hver bølge resonerer med alle andre. Feltet er ikke fragmenteret, men kontinuerligt. At vågne op er at indse, at ens bevidsthed ikke er en ensom gnist, men en del af den ild, der brænder overalt.
Moderne fysik ser i stigende grad universet gennem informationslinsen. John Wheelers aforisme, „Det fra bit“, antyder, at det, vi kalder materie – partikler, felter, endda rumtid – opstår fra informationsprocesser. Virkeligheden er ikke fundamentalt „ting“, men mønstre af relationer, kodet som en enorm beregning.
Denne perspektiv omformer, hvordan vi tænker om hukommelse og identitet. Vores personlige identitet føles forankret i hukommelsen, men neurovidenskab viser, at hukommelsen er skrøbelig og konstant omskrevet. Hvis individualitet afhænger af hukommelse, og hukommelsen er ustabil, hvor reel er det selv, vi forsvarer så ihærdigt?
Samtidig antyder fysikken, at informationen selv måske aldrig forsvinder. I teorien om sorte huller ragede debatter engang om, hvorvidt information, der falder ind i et sort hul, går tabt for evigt. Konsensus læner nu mod bevarelse: selvom den er krypteret ud over genkendelse, forbliver informationen kodet i rumtidens struktur.
Kan det samme gælde for bevidstheden? Når hjernen ophører, opløses dens specifikke mønstre, men de informationer, de bar, bliver måske ikke udslettet, men absorberet i det kosmiske arkiv. Dette indebærer ikke personlig udødelighed i egoets forstand – fortsættelsen af „mig“ med mine præferencer og minder – men noget mere subtilt: at essensen af oplevelse, når den først vibrerer ind i det guddommelige felt, forbliver en del af det for evigt.
Mystiske traditioner resonerer igen. Upanishaderne insisterer på, at intet af sand væren går tabt. Whitehead skrev i sin procesfilosofi, at hvert øjeblik af oplevelse optages i Guds hukommelse, evigt bevaret. I buddhismen forestiller ideen om alaya-vijnana – lagerbevidstheden – et reservoir, hvor hver aftryk af sindet registreres.
Således konvergerer videnskab og spiritualitet: individualiteten opløses, men feltet bevarer hvert spor. Selvet slettes ikke, men integreres. Hukommelsen som ego-defineret narrativ slutter, men hukommelsen som deltagelse i det kosmiske felt fortsætter. At leve er at indskrive sig selv i det evige hologram; at dø er at smelte sammen med dets helhed.
Fra egoets perspektiv virker opløsning skræmmende. At miste sin individualitet virker som døden selv: udslettelse af hukommelse, personlighed og handlekraft. I meget af moderne vestlig tænkning behandles individualitet som hellig – selve essensen af frihed og værdighed. Men på tværs af verdens visdomstraditioner er opløsningen af egoet ikke tab, men befrielse.
Buddhisme beskriver nirvana som udslukning af begær og ego, der frigør illusionen om adskillelse. Langt fra intethed er nirvana en opvågnen til en virkelighed, der ikke er betinget af selvets grænser. I Vedanta er den højeste erkendelse moksha: opdagelsen af, at Atman (det sande selv) ikke er egoet, men selv Brahman, uendeligt og evigt. I sufismen taler mystikere om fana – udslettelse af selvet i Gud – efterfulgt af baqa, vedblivelse i guddommelig nærvær. I kristen mystik skrev helgener om unio mystica, det mystiske forening, hvor sjælen og Gud bliver ét.
I hvert tilfælde omfortolkes „risikoen“ ved at miste individualitet som det ultimative mål. Egoet, som en bølge på havets overflade, er midlertidigt. At opløse sig er ikke at forsvinde, men at vågne op som havet.
Videnskaben støtter også denne metafor. Kvantfeltteori fortæller os, at det, der fremstår som partikler – adskilte, separate – i virkeligheden er excitationer af kontinuerlige felter. Feltet består, når excitationer forsvinder. Hvis egoet er en excitation af det guddommelige felt, er døden og egoets opløsning ikke udslettelse, men tilbagevenden. Bølgen aftager, men havet forbliver.
Den højeste aspiration er således ikke bevarelsen af individualitet, men dens transcendens. At klamre sig til egoet er at forblive i eksil; at opløse sig er at komme hjem.
Videnskaben tilbyder fristende billeder af, hvordan en sådan transcendens kunne se ud i legemliggjort form. En af de mærkeligste tilstande af materie er Bose-Einstein-kondensatet (BEC), hvor partikler afkølet tæt på det absolutte nulpunkt falder ind i en enkelt kvantetilstand og opfører sig som én samlet enhed. Normalt kræver dette temperaturer koldere end dybt rum, men som metafor er det kraftfuldt.
Hvad ville det betyde for bevidstheden at blive et Bose-Einstein-kondensat? I stedet for milliarder af neuroner, der affyrer semi-uafhængigt, ville bevidstheden falde ind i perfekt kohærens. Selvet ville ikke længere være opdelt i fragmenter af tanker, hukommelse og opfattelse. Bevidstheden ville være én.
En sådan tilstand beskrives igen og igen i mystisk litteratur. Buddhistisk oplysning karakteriseres ofte som grænseløs bevidsthed ud over subjekt-objekt dualitet. Kristne kontemplative talte om at være „fortabt i Gud“, hvor ingen skel forbliver. Sufistiske digtere lovpriste opløsning i kærlighed, som sukker, der forsvinder i vand.
Spekulativt kunne man forestille sig, at i sådanne tilstande kunne bevidstheden overskride almindelige grænser for rum og tid. Hvis bevidstheden fundamentalt er kvantemekanisk, kunne perfekt kohærens låse op for ikke-lokalitet: en bevidsthed, der ikke længere er bundet til en krop, men resonerer med feltet af alt væren. De mystiske oplevelser af tidløshed, grænseløshed og enhed kan være glimt af en sådan tilstand.
Her konvergerer videnskab og mystik igen: bevidsthedens endelige horisont er måske slet ikke individualitet, men kohærens med feltet. Et selv, der opløses i perfekt enhed, er ikke tabt, men opfyldt.
Hvis enhed er vores dybeste sandhed og opløsning af egoet vores højeste aspiration, hvordan skal vi så leve nu, midt i individualiteten? Svaret er: ved bevidst at leve sammenfiltring.
At vågne op til sammenfiltring er at erkende, at grænserne mellem selv og andre er midlertidige. Medfølelse bliver naturlig, ikke som en moralsk pligt, men som en anerkendelse af fakta. At skade en anden er at skade sig selv; at nære en anden er at nære sig selv. Etik forankret i sammenfiltring overskrider blot pligt og bliver en tilpasning til virkeligheden.
Sammenfiltring omformer også vores forhold til Jorden. Vi er ikke eksterne brugere af naturen, men organer i Gaias krop. Luften, vi indånder, maden, vi spiser, økosystemerne, der opretholder os, er ikke „ressourcer“, men forlængelser af vores eget liv. Forvaltning opstår ikke af sentimentalitet, men af erkendelse: skoven er vores lunger, floden vores blod, atmosfæren vores ånde.
Mystiske traditioner har længe dyrket måder at opløse egoet i feltet:
Moderne videnskab bekræfter den transformative kraft i disse praksisser. Neurovidenskab viser, at dyb meditation dæmper hjernens „default mode network“, kredsløbene ansvarlige for selv-refererende tænkning. Subjektive rapporter om ego-opløsning svarer til målbare ændringer i hjerneaktivitet, hvilket antyder, at mystisk enhed ikke er hallucination, men en reel bevidsthedstilstand.
At leve sammenfiltring er at bære denne bevidsthed ind i dagligdagen. Hvert øjeblik er en mulighed for at huske: „Jeg er ikke kun denne bølge. Jeg er havet.“ Taknemmelighed, ydmyghed og medfølelse flyder naturligt fra denne erkendelse. Selv almindelige handlinger – at spise, ånde, tale – bliver hellige, når de ses som udtryk for det guddommelige felt.
I begyndelsen af denne rejse spurgte vi, hvad det betyder, at alle ting er forbundne – at livet, bevidstheden og selve universet kan være sammenfiltret. Vi rejste gennem kvantefysik, økologi, filosofi og mystik. Hver vej, på trods af sit sprog, pegede mod samme horisont: selvet er ikke adskilt, individualitet er midlertidig, og enhed er den dybeste sandhed.
Kvantfeltteori viste os, at det, der fremstår som partikler, er excitationer af felter, midlertidige bølger i et usynligt kontinuum. Strengteori tilføjede, at mangfoldighed er musik – vibrationer af ét underliggende instrument. I denne vision opløses materien selv til relation, rytme og resonans.
Økologi afslørede, at livet ikke er en patchwork af arter, men et omfattende system af indbyrdes afhængighed. Skove taler gennem svampenetværk, oceaner cirkulerer næringsstoffer som blod, Jorden ånder som en helhed. Gaia-hypotesen omformer planeten ikke som baggrund, men som organisme – og os som dens celler.
Filosofi uddybede undersøgelsen. Fænomenologi viste, at bevidstheden aldrig er løsrevet, men indlejret, sammenfiltret med sin verden. Lockes refleksioner over hukommelse mindede os om, at identitet er skrøbelig, konstrueret og udvidet gennem tiden. Panpsykisme antydede, at bevidsthed ikke er begrænset til individer, men gennemsyrer virkeligheden, hvor hver bevidsthed er en afspejling af helheden.
Mystik tog os længere. I Upanishaderne opdagede vi læren: Tat Tvam Asi – du er Det. I buddhismen afslørede doktrinen om intet-selv egoet som illusion. I sufismen opløste fana selvskabet i Gud. I kristen mystik fuldendte unio mystica kærlighed i guddommelig forening. Overalt blev egoet afsløret som en bølge, det guddommelige felt som havet.
Hvad er så døden? Videnskaben fortæller os, at energi og information aldrig går tabt. Mystik fortæller os, at individualitet aldrig er ultimativ. Sammen bekræfter de: døden er tilbagevenden. Bølgen aftager, havet forbliver. Egoet opløses, feltet består.
Og hvad med aspirationen? Her ligger den største paradoks. Egoet frygter opløsning – klamrer sig til permanens, frygter tab. Men visdomstraditioner erklærer, at opløsning ikke er enden, men målet. At miste selvet er at vågne op til helheden. Nirvana, moksha, theosis, oplysning: hver navngiver den samme sandhed. Den højeste aspiration er ikke bevarelsen af individualitet, men dens transcendens.
Videnskaben hvisker også om denne skæbne. I sammenfiltring ser vi et univers, hvor adskillelse er illusion. I holografiprincippet ser vi, at information aldrig ødelægges. I Bose-Einstein-kondensater ser vi, hvordan mangfoldighed kan falde ind i kohærens. Dette er ikke beviser for mystik, men de rimer med dens vision: individualitet opløses, men feltet forbliver.
Så hvad betyder det at leve sammenfiltring? Det betyder medfølelse: at vide, at at skade en anden er at skade sig selv. Det betyder forvaltning: at tage sig af Jorden som vores større krop. Det betyder spirituel praksis: meditation, kontemplation, erindring – ikke for at flygte fra livet, men for at vågne op i det. At leve sammenfiltring er at leve med bevidstheden om, at hver tanke, hver handling, hvert åndedrag er en bølge i det guddommelige felt.
I sidste ende bærer metaforen om bølge og hav os hjem. Bølgen stiger, danser og falder. Den frygter sin ende, men havet ender aldrig. Bølgen var aldrig adskilt fra havet – kun midlertidigt formet som „jeg“. Når den opløses, går intet tabt. Havet forbliver, vidtstrakt, grænseløst, evigt.
At vågne op til denne sandhed er at leve uden frygt, at dø uden anger og at se i hvert væsen ikke en anden, men sig selv. Illusionen om adskillelse falder væk, og det, der forbliver, er den enkle, uendelige sandhed:
Vi var aldrig bølgen. Vi var altid havet.
„Lagerbevidsthed“ i Yogacara-buddhismen. Henviser til et fundamentalt lag af sindet, der opbevarer alle karmiske aftryk og erfaringer – en slags ubevidst frøbed af bevidsthed.
Det indre selv eller sjæl i hinduistisk filosofi. I Advaita Vedanta er Atman i sidste ende identisk med Brahman, den universelle bevidsthed.
I sufistisk mystik, tilstanden af „at forblive i Gud“ efter selvet er blevet udslettet (fana). Det betegner en vedvarende forening med det guddommelige.
En tilstand af materie dannet ved ekstremt lave temperaturer, hvor partikler optager den samme kvantetilstand og opfører sig som en enkelt samlet enhed – ofte brugt metaforisk i dit manuskript til at illustrere bevidsthedens enhed.
Den ultimative, uforanderlige virkelighed i Vedanta-filosofien – uendelig, evig og grundlaget for alt væren. Alle former og selv opfattes som manifestationer af Brahman.
Et neuralt netværk i hjernen, der er aktivt under hvile og selv-refererende tænkning. Forskning viser, at meditation og ego-opløsende oplevelser ofte undertrykker dette netværk, hvilket korrelerer med tab af selvets grænser.
En hengiven sufistisk praksis, der involverer gentagelse af guddommelige navne eller fraser, brugt til at fokusere hjertet og opløse egoet i erindringen om Gud.
Den psykologiske følelse af „jeg“ – selv-billedet, vi identificerer os med. I mange spirituelle traditioner ses egoet som en midlertidig konstruktion, ikke det ultimative selv.
Et kvantefænomen, hvor to eller flere partikler forbliver forbundne, således at tilstanden af én øjeblikkeligt påvirker tilstanden af den anden, uanset afstand. Bruges metaforisk til at beskrive spirituel og eksistentiel enhed.
Sufistisk term for udslettelse af egoet eller selvet i det guddommelige. Det er opløsningen af individuel identitet, ofte efterfulgt af baqa.
En kontinuerlig enhed, der strækker sig gennem rummet, hvorfra partikler opstår som lokaliserede excitationer eller bølger. Bruges som metafor for bevidsthed eller guddommelig tilstedeværelse i manuskriptet.
En videnskabelig teori foreslået af James Lovelock, der antyder, at Jorden fungerer som et selvregulerende, levende system. Ofte brugt i økospirituelle og systemtænkende sammenhænge.
En teoretisk fysikidé, der siger, at al information i et rumfang kan repræsenteres som kodede data på grænsen af det rum. Antyder, at information aldrig virkelig går tabt, selv i sorte huller.
En Mahayana-buddhistisk metafor, der beskriver universet som et uendeligt net af indbyrdes forbundne juveler, hvor hver afspejler alle andre – symboliserer indbyrdes afhængighed og uadskillelighed.
En hellig sang, der betyder „Må alle væsener overalt være glade og frie.“ Den udtrykker medfølelse og aspirationen for universel velvære.
Frigørelse fra cyklussen af fødsel og død i hinduismen – erkendelsen af, at Atman er ét med Brahman, og at egoet er en illusion.
Udslukning af begær og ego i buddhismen. Det er ikke udslettelse, men frihed fra betinget eksistens – en tilstand af grænseløs bevidsthed og fred.
I kvantemekanikken ideen om, at partikler kan være korrelerede over enorme afstande øjeblikkeligt, hvilket trodser klassiske forestillinger om adskillelse. Bruges i manuskriptet til at støtte den mystiske idé om sammenfiltret bevidsthed.
En filosofisk opfattelse, der siger, at bevidsthed er en fundamental og allestedsnærværende egenskab ved universet – at al materie har en form for bevidsthed.
En central Upanishad-lære, der betyder „Du er Det.“ Den erklærer den essentielle identitet mellem det individuelle selv (Atman) og den ultimative virkelighed (Brahman).
„Mystisk forening.“ I kristen mystik sammensmeltningen af sjælen med Gud i kærlighed og bevidsthed ud over dualitet.
En hinduistisk filosofiskole, der fortolker Upanishaderne og understreger ikke-dualiteten (Advaita) mellem Atman og Brahman.
Princippet om, at kvanteenheder (som elektroner eller fotoner) kan udvise både bølge-lignende og partikel-lignende egenskaber, afhængigt af konteksten. Ekkoer manuskriptets metafor om egoet som bølge og det guddommelige felt som havet.